Blacklisting af et domæne henviser til processen med at blokere eller forbyde adgang til et bestemt domæne eller website. Denne handling foretages typisk for at forhindre brugere eller systemer i at få adgang til eller interagere med et domæne, der anses for uønsket, ondsindet eller upassende. Blacklisting kan implementeres på forskellige niveauer, f.eks. på individuelle enheder, lokale netværk eller endda på globalt plan af internetudbydere (ISP’er) eller domænenavnsregistratorer.
Der er flere grunde til, at man kan vælge at blackliste et domæne. Et almindeligt mål er at beskytte brugerne mod potentielle sikkerhedstrusler. Ondsindede domæner er ofte vært for phishing-svindel, malware eller andre former for cyberangreb, der kan kompromittere privatlivet og sikkerheden for enkeltpersoner eller organisationer. Ved at blackliste disse domæner kan brugerne beskyttes mod utilsigtet at få adgang til skadeligt indhold eller blive ofre for onlinesvindel.
En anden grund til at blackliste et domæne er at håndhæve indholdskontrol eller forhindre adgang til anstødeligt eller upassende materiale. Det er især relevant i uddannelsesinstitutioner, på arbejdspladser eller i hjemmet, hvor der er behov for at begrænse adgangen til visse hjemmesider, der kan indeholde eksplicit indhold, vold, hadefuld tale eller andre former for indhold, der overtræder etiske eller juridiske retningslinjer.
For at sortliste et domæne er der forskellige tilgange og teknikker, der kan anvendes, afhængigt af det nødvendige kontrolniveau og de tilgængelige ressourcer. Her er et par almindelige metoder:
1. Sortlistning af lokale enheder: På en individuel enhed, f.eks. en computer eller smartphone, kan brugerne ændre hosts-filen for at blokere specifikke domæner. Ved at tilføje poster til denne fil, instrueres enheden i at omdirigere alle anmodninger til det sortlistede domæne til en ikke-eksisterende eller blokeret IP-adresse, hvilket effektivt forhindrer adgang.
2. Blacklisting på netværksniveau: Netværksadministratorer kan implementere blacklisting-foranstaltninger på router- eller firewall-niveau. Dette giver dem mulighed for at blokere domæner på tværs af et helt netværk og sikre, at alle enheder, der er forbundet til netværket, ikke kan få adgang til de sortlistede domæner. Blacklisting på netværksniveau involverer ofte konfiguration af firewallregler eller brug af specialiserede netværkssikkerhedsapparater.
3. DNS-sortlistning: DNS-blacklisting (Domain Name System) indebærer blokering af domæner ved at manipulere DNS-opløsningsprocessen. DNS blacklists, også kendt som DNS blocklists eller DNS sinkholes, vedligeholder en database over kendte ondsindede eller uønskede domæner. Ved at konfigurere DNS-servere til at referere til disse bloklister, omdirigeres anmodninger til sortlistede domæner til en alternativ IP-adresse eller nægtes simpelthen opløsning.
4. Sortlistning af internetudbydere (ISP): ISP’er kan implementere blacklisting i større skala og forhindre deres abonnenter i at få adgang til bestemte domæner. Denne tilgang bruges ofte til at blokere domæner, der er forbundet med ulovlige aktiviteter, såsom piratkopiering, krænkelse af ophavsret eller distribution af eksplicit indhold. Internetudbydere vedligeholder deres egne sortlister eller kan samarbejde med andre organisationer om at håndhæve restriktioner på domæneniveau.
